Test af Sigma DP2s

Sigmas entusiastkamera DP2s byder ikke på de store revolutioner i forhold til forgængeren DP2, som kom på markedet i april 2009. Autofokussens responsevne skulle være blevet forbedret, og batteriet skulle nu klare flere skud, før det skal oplades. Sensoren er stadig Sigmas stolthed, nemlig Foveon X3, som på enestående vis har tre billedlag i hver pixel. Opløsningen i hvert lag er 4,6 mio. pixels. Dette i modsætning til ccd- og cmos-sensorer, som kun har et lysfølsomt lag per pixel, hvorfor farveværdien skal stykkes sammen ud fra informationer fra de omkringliggende pixels. Sigmas sensor skulle sikre en højere detaljegrad og en tekstur i billederne, som minder om analoge film. Det kan vi tilslutte os.

Fremragende billedkvalitet

Sikkert er det i hvert fald, at billed kvaliteten er tårnhøj. Faktisk tøver vi ikke med at sige, at DP2s’ billedkvalitet er fuldt på højde med, hvad man ser med et spejlreflekskamera. Farvegengivelsen er realistisk med et hav af nuancer, kontrasten er velafbalanceret, og eksponeringen er perfekt under alle lysforhold. Skarpheden er flot fra billedkant til billedkant, mens detaljegraden sætter samtlige almindelige kompaktkameraer af. Billedstøj er flot under kontrol til og med ISO 1600. Her skal man dog vide, at ISO 1600 og ISO 3200 kun fungerer, når man optager i raw-format. Sammen med kameraet medfølger programmet Photo Pro 4.0, som fungerer glimrende til raw-konvertering. Egentlig giver det bedst mening at sammenligne DP2s med feltet af nye systemkameraer fra Panasonic, Olympus og Sony, og selv i dette stærke felt befinder

Sigma DP2s sig forrest, når vi taler billedkvalitet. Sluttede fortællingen om DP2s her, så var der jo dømt rent eventyr. Desværre tynges kameraet af nogle graverende svagheder.

Læs resten af testen i DIGITAL FOTO nr. 13/2010